Søren Hansen

Født 26. juni 1939 i Sædding - Guldager sogn- Skads herred.
Far: Niels Peder Hansen
Mor: Hansine Thomine Sørensen

Niels Peder Hansen

Niels Peder Hansen
Født 7. januar 1912 i Guldager-Guldager sogn Skads Herred.
Gift 3. december 1937 i Guldager Kirke med Hansine Thomine Sørensen
Ophold på Ollerup Folke og Gymnasikhøjskole vinteren 1934/35, hvor han tog delingfører uddannelsen i Gymnastik.
Købte gården Sædding 1. november 1937 af Magnus Hansen.
Byggede hus i den gamle høsegård i 1976 efter jorden var solgt til byudvikling og gårdens bygninger blev revet ned.
Død 05. januar 2007.

Min mor

Hansine Thomine (Minna) Sørensen
Født 24. august 1912 i Sjelborg-Hostrup sogn-Skads herred
Gift 3. december i Guldager kirke med Niels Peder Hansen

Død 28. juni 2016 på Bytoften Hjerting.

Min Søster Inger

Inger Poulsen f. Hansen
Født 6. november 1943 i Sædding-Guldager sogn-Skads herred
Far: Niels Peder Hansen
Mor: Hansine Thomine Hansen

Min farmor og farfar

Min fars forældre med Niels Peder (hos sin far) og Hans Christian.
Farfar: Søren Marinus Hansen. Født 21. december 1882 i Oksvang-Skads sogn-Skads herred.
Gift: 18. maj 1909 med Else Kirstine Hansen (født 12. december 1886) i Guldager kirke
Død: 4. maj 1951 i Guldager.
Ved giftemålet med Else Kirstine blev der udstykket jordareal fra Elses hjem og bygget nye bygninger, som det unge par overtog og drev. Deres søn, Hans Christian overtog gården i 1939  - Elses far var Niels Hansen
Søren Marinus aftjente sin værnepligt på Kastellet i København i 1905/06.
Under 1. verdenskrig, fra 1914 til 18 blev han mobliseret flere gang, i tilfælde af at Danmark skulle blive involveret i krigen.
Har var elev på Høng Højskole.
Han var fra 1. april 1933 og frem til 1946 valgt ind i sognerådet i Guldager sogn, han havde gode regne og skrive kundskaber og blev derfor kommunekasserer og administrerede økonomien i Guldager sogn fra stuebordet, i hjemmet i Guldager. Søren Sørensen (Jacob Sørensens far) var sognerådsformand, jeg husker endnu de to stovte mænd når de drøftede kommunens anliggender ved stuebordet.
D. 22. august 1943 blev han udsat for et groft røveri. En kvinde og en mand ankom til huset og spurgte efter kassereren, medens manden gik ind i huset, holdt kvinden Ingeborg fast. Manden truede bedstefar til at åbne pengeskabet, han tog alle pengene og forsvandt sammen med kvinden. Bedstefar blev så chokeret, at han gik over til smeden for at ringe efter politiet, skønt han havde telefon i huset.
Manden og kvinden blev pågrebet i Esbjerg kort tid efter og fik deres straf.
Da Else døde af tuberkolose i 1932, blev hendes søster, Ingeborg der var ugift, husbestyrinde for ham, først på gården og senere i huset i Guldager Kirkeby, hvor hun blev boende efter Søren Marinus´ død i 1951.

Min farmor

Billedet: Min oldemor Ane, med sine tre døtre; Ingeborg - den højeste, Laura - til højre og den mindste er min farmor Else Kirstine Hansen ( født Hansen) Født d. 12 december 1886 i Guldager, Guldager sogn, Skads herred.
Far: Niels Hansen
Mor: Ane Andersen
Gift: 18. maj 1909 i Guldager kirke med Søren Marinus Hansen.
Død: 28. november 1932 på Spangsberg Hospital af tuberkulose.
Hendes søster, Ingeborg, kom i huset hos farfar som husbestyerinde. Hun flyttede med til huset i Guldager, da gården blev overtaget af Anna og Hans Christian i 1939.

Min morfar

Søren Kristian Sørensen - i daglig tale Søren Frank.
Født 30. maj 1880 i Foverfeldt, Guldager sogn, Skads Herred.
Død 15. marts 1960 i Hjerting, Guldager sogn, Skads herred.
Far: Ole Frank Sørensen
Mor: Hansine Thomine Christensen.
Gift: 28. februar 1908 i Guldager Kirke med Martine Abelone Mathisen.

Morfar blev uddannet tømrer/snedker. Inden han kom i lære var han medhjælper på Havneby Kro, på Rømø, der også derev landbrug. Rømø var tysk område dengang.
I 1903/04 aftjente han sin ærnepligt på Lyngbyfortet i København. Under  tjenesten fik han højre arm kraftig læderet da et kanonløb faldt med over armen. Han modtog resten af livet et årligt beløb som erstatning for nedsat arbejdsevne.
Det nygifte par bosatte sig i Sjelborg, hvor han ernærede sig som fisker samtidig med en tømrer og snedker virksomhed. Han var en dygtig skytte og jæger, som der var rig mulighed for at udfolde i Sjelborg, der var et øde område dengang.
 I 1924 flyttede familien til Guldager Kirkeby, hvor de købte huset mellem smeden og det nuværende forsamlingshus. Han fortsatte som tømrer/snedker og fremstillede og reparerede vogne, trillebører, stiger og hvad der var brug for. Han malede og tapetserede også i de små hjem i området.
  Sammen med sønnen, Hans, drev han senere taxakørsel.
Mormor, der led af ledegigt, blev indlagt på Hvilehjemmet i Sædding og morfar solgte huset i Guldager i 1939. Huset blev købt af min farfar og Ingeborg, da Anna og Hans Christian overtog gården. Han flyttede til Hjerting, hvor han boede til leje i Morten Jensens (Millionær Morten) hus på Strandvejen. Huset var et gammel skipperhus med små vinduer og lavt til loftet. Synd at det blev revet ned engang i 1960erne. (Billede senere).
Han fortsatte med at fiske, efter han flyttede til Hjerting. Han havde en af de kendte Hjerting Kaner. Han fiskede med ruser - det var dengang der var laks i Ho Bugt. Han reparerede og lavede nye ruser for folk.
 Han cyklede lange ture, ofte op til 100 km.på en dag. Da han blev ældre købte han en knallert.
Han døde uventet - kort tid før han ville være blevet 80 år. Årsagen var cancer som han skulle have været indlagt for,dagen efter han døde!

Min mormor

Morfar og mormor foran huset i Guldager.
Martine Abelone Mathisen
Født: 26. november 1885 i Guldager Præstemark, Guldager sogn, Skads herred
Død: 1. februar 1953 på Sædding Hvilehjem
Gift: 28. februar med Søren Kristian Sørensen i Guldager Kirke.
Far: Søren Peter Mathisen
Mor: Lauriette Sophie Hansine Friderichen.
Mormor led af ledegigt og var de sidste mange år indlagt på Sædding Hvilehjem, hvor hun var sengeliggende på en stor fleresengs stue.

Huset på billedet, lå på grunden melle smeden og forsamlingshuset.
Grunden og huset blev købt af VardeBank. Banken havde en overgang  filial på grunden, i et træhus der blev opført på grunden.
Huset var af dårlig kvalitet og nedrevet efter Ingeborgs død.

Mine oldeforældre - farfar forældre.

Hans Christian Hansen født 6. juni 1849 i Højrup i Hvidding Herred Ribe amt.
Far: Christian Hansen
Mor: Bothilde Wind
Død 18. november 1934 i Oksvang SkadsHerred i Ribe Amt.

Bodil Mortensen født 6. januar 1851 i Farup Ribe
Far: Søren Hansen Mortensen
Mor: Gunder Jensdatter.
Død: 3. februar 1937 i Oksvang, Skads Ribe amt.

Hans Christian og Bodil købte Oksvanggård. Gården blev overtager af deres søn Hans Bovulf og svigerdatter Kathrine.

Billedet er deres guldbryllup i Andrup Forsamlingshus.
Min far, Niels Peder, sidder i forreste række i midten.
Billedet kan også ses under divers foto!

Mine oldeforældre - mormors forældre.

Søren Peder Mathisen - født: 31. oktober 1843 i Ålbæk - Dronninglund - Hjørring.
Far:Mathias Sørensen
Mor:Christine Pedersdatter
Gift: 29. juli 1873 i Guldager Kirke
Død: 10. marts 1927 i Guldager Skads  Ribe.

Lauriette Sophie Hansine Friderichen.
Far: Carl August Friderichen
Mor: Kjerstine Debell Lauritsen
Født: 21. august 1847 i Guldager Skads  Ribe.
Gift: 29. juli 1873 i Guldager Kirke.
Død: 12. februar 1921 i Guldager  skads  Ribe.

Søren Peder og Lauriette købte gården på Guldager Præstemark som deres Søn Mejner Mathiesen senere overtog.

Min farfar, farmor med de tre børn

Min farfar, Søren Marinus Hansen, min farmor Else Kirstine Hansen med de tre børn Hans Christian , Anna Bodil og Niels Peder.
Billedet er tilsendt af Bjarne Jensen. Novrup.

Missionær Niels Christian Andersen

Missionær Niels Christian Andersen var bror til min oldemor - på min fars side.
Han blev født i Guldager d. 4. januar 1851 og døde samme sted d. 5. august 1938. Han rejste til Amerika, første gang, sammen med en broder, i 1870. En anden broder kom senere derover.
Niels Cristian Andersen blev grebet af mormonismen og begyndte at arbejde som missionær og rejste rundt i staterne derovre. Han missionerede blant guldgraverne ved Stillehavets kyst og i staterne Washington og Montana.
Han rejste hjem, hvor han skrev bøger om sine oplevelser derovre. Bøgerne solgte han ved at gå fra hus til hus og faldbyde dem.
Han rejste til Amerika ialt 6 gange som missionær.
Den første bog han skrev og udgav: "På begge sider af Atlanten", skulle have været en spændende bog, husker jeg min nu afdøde familie fortalte.
Den sidste bog han skrev og udgav i 1917 - jeg er i besidelse at et eksemplar og titlen er: " En eftersommer i Amerika".
I bogen fortæller han om sin sidte rejse til Amerika i 1912.
Han rejser fra København d. 25. juli 1912 med Dampskibet   " United States". Skibet lægger til i Kristania (nu Oslo) og tager passagerer med. Skibet ankommer efter 14 dages sejlads over Atlanterhavet til New York.
Passagererne skal først opholde sig på karantæneanstalten, "Carstel Garden" på Ellis Island, hvor syge og folk med handicaps bliver sendt tilbage sammen med dem som ikke har midler, så de kan kan klare sig selv den første tid.
Niels Christian bor hos en broder, der bor i Perth Amboy, en by lidt syd for New York - byen er sikkert opslugt af storbyen i dag. New York havde i 1910 4,7 millioner indb.
Han skriver bl.a. om den ene af hans brødre, der dør af svindsot - en form form lungetuberkulose - i Dakotas hede prærie. Den anden broder, Mads Andersen, mister sin hustru af tæring - også en form for lungetuberkulose. Mads bliver senere gift med sin afdøde broders enke.
Han besøger New York og skriver begejstret om de nye Subways - undergrundsbaner, der netop er indviet.
Han skriver selvfølgelig også om sit liv som mormon og arbejdet som missionær, medens han er derovre.
Han rejser tilbage til Danmark - 12. gang over atlanten, som han lidt stolt skriver. Han rejser med Dampskibet "Hekla" med afgang fra Amerika d. 16. oktober og ankommer til København d. 31. oktober og tager hjem til sit lille stråtægte husmanssted på Guldager mark, hvor hans søsterdatter, Ingeborg Hansen, der er hans husholderske, har passet stedet medens han var på rejse. Det var hans sidste rejse derover!

Niels Christian var stærkt troende, han bad og talte om sin tro når han fik lejlighed til det.
Hans broder, Christian, der boede på Varde kanten, kom ofte på besøg i det lille husmandssted, for at drille sin troende broder, bandede og svovlede han det bedste han havde lært dagen lang.
Når de gik til ro om aftenen, kunne de høre, Niels Christian bede lange bønner i sit lille kammer.
I familien blev han altid benævnt som "Morbror".
Men som alt er, må han have haft et spændende og indholdsrigt liv med mange oplevelser!!

Ved hans død i 1938, søgte man efter hans hustru og børn i Amerika - uden resultat!!

Tilføjelse: Jeg fik ikke skrevt, at Niels Christian undet et af sine ophold i Amerika blev gift og fik børn.
Engang han kom tilbage til hjemmet efter en rejse, hvor han han havde missioneret, var hustruen og børnene rejst fra hjemmet.
Det lykkedes ham ikke nogensinde at opspore dem.   Det var naturligvis et hårdt slag for ham.

Ingeborg Hansine Hansen

Ingeborg (Moster) født d. 17. november 1878 i Guldager - død samme sted december 1965.  
Ingeborg havde i sine unge dage forskellige pladser som tjenestepige på egnen. Bl.a var hun en tid stuepige hos Konsul Breinholdt på " Breinholdtgård" i Hostrup (nu golfcenter). Hun var meget stolt af at have haft denne plads, hun fortalte ofte om tiden hun var der. Familien Breinholdt var foregangmænd på egnen og gården var blandt de største på egnen.
Ingeborg forblev ugift. Hun overtog et lille husmandssted på nogle få tdr. land, i Jegsmark, nord for Guldager, hvor der var et par køer lidt grise og sikkert høns. 
Hendes morbroder, Niels Chr. Andersen, der rejste til Amerika 6 gange for at missionere for Metodistkirken, boede hos hende når han var hjemme i Danmark. ( se mere om han ovenfor)
Da hendes søster, min farmor, Else Kirstine døde af tuberkulose i 1932, flyttede Ingeborg og morbror, som Niels Chr. blev kaldt, hjem på gården til min farfar, Søren Marinus Hansen, som Ingeborg var husbestyreinde for intil han døde i 1951. 
Da Anna og Hans Christian overtog gården ved deres giftermål i 1939, flyttede Ingeborg sammen med Søren Marinus til Guldager kirkeby, hvor han købte et hus mellem smeden og forsamlingshuset - af min morfar Søren Frank. Morbror var død året før.
Efter Søren M. Hansens død i 1951, blev Ingeborg boende i huset. Der var et par værelser på loftet, som hun lejede ud. Først lejede hun værelserne ud til Metha (Kjolle), der var sypige og ugift. Hun syede for egnens beboere - hun flyttede senere til et lille træhus på hjørnet af Tarphagevej og Præstevænget.
Derefter flytede et husmandspar med to børn fra Tulsmark ind i den lille lejlighed - det må have været trangt for fire mennesker med de to rum - et lille køkken på gangen og lokum i tørvehuset.
Ingeborg, var dygtig til bagning og madlavning, der blev altid servert kaffe og hjemmebag når hun fik besøg. Kiggede man ikke ind til hende når man havde et ærinde i brugsen eller hos smeden, blev hun fornærmet. Det kneb med hygiejnen efterhånden som hun blev ældre, man måtte lukke øjnene og finde den kop der så renest ud - hun blev glad når nogen besøgte hende.

D. 24. august 1893 skete ulykken der kom til at præge Ingeborg resten af livet. Den dag var hun sammen med sin broder Lambert på vej hjem fra engen med et læs hø - et tordenvejr trak op og et lyn slog ned og ramte lambert, han sad på læsset ved siden af Ingeborg. Lambert var dræbt på stedet - hestene blev skræmte og og løb løbsk - vognen væltede og Ingeborg kom ind under læsset. Ingeborg slap uskadt fra ulykken men fik ar på sjælen for resten af livet.
Resten af livet var ude af sig selv af skræk og græd som et barn når et tordenvejt trak op.
Vi trak måske nok lidt på smilebåndet af hende, men når man tænker på hvor forfærdelig en oplevelse det har været for hende, at sidde ved sin broders side og opleve han bliver slået ihjel. Dengang var der ingen psykolog hjælp man måtte selv bearbejde oplevelsen. 
Ingeborg var knap 15 år og Lambert blev 19 år!

Ingeborg var udadvendt med en selvstændig personlighed der gjorde, at hun ofte kom på kant med omgivelserne. Jeg mindes, når hun skulle have besøg af sin søster, Laura fra Oksvang, hvordan hun glædede sig til besøget der var bestemt til et par dage, men ofte blev de uvenner inden aften og Laura rejste hjem igen med den næste rutebil. Det gentog sig når Ingeborg gæstede Laura på gården i Oksvang.
Ingeborg blev bedstemor for os børn, vi fik altid gode jule og fødselsdagsgaver af hende og hun var rundhåndet med slik og gode sager.
Jeg var ofte på en lille ferie hos dem i Guldager, men jeg blev gerne sløj og dvask af den fede og usunde mad de spiste og dertil masser af slik. Middagsmaden var ofte kogt flæsk med et smalt stykke magert kød nederst belagt med et tykt lag bævreflæsk, som min bedstefar elskede - men det var ikke børnemad - man måtte spise hvad der var på bordet.
På loftet havde Ingeborg og bedstefar hver sit soveværelse. Efter bedstefars død, hvor Ingeborg lejede værelserne på loftet ud, benyttede hun "den pæne stue" som soveværelse. I dagligstuen stod der en kakkelovn i det ene hjørne der opvarmede hele underetagen. I det kolde køkken var der et lille spisekammer ud til vest. Fra køkkenet kom man ud i bryggerset, hvor der var gruekedel og en håndvask - derfra kom man ned til tørvehuset. Der var en vinkelbygning ud fra tørvehuset, det blev bygget af morfar, der havde et lille tømrerværksted i bygningen.
Midt på gårdspladsen var der en brønd med en håndpumpe. Det var spændende som barn at kigge ned i brønden hvor der var frøer og tudser og andre spændende skabninger. Der blev ikke tænkt meget på vandkvalitet dengang - vandet blev pumpet op i en spand, båret i køkkenet og  øst op med en pottemål når der var brug for vand.
Huset, der var af dårlig kvalitet, blev opført først i 1900 årene af murer Holm, hvis kone var jordemoder. Huset blev senere overtaget af Dorthea Christiansen, der var ugift lærerinde (hun var søster til Christian Christiansen på Toftegård). Efter hendes død i 1923 overtog min morfar og mormor huset - familien flytede dertil fra Sjelborg - min mor var 10 år!
Ingeborg boede i huset indtil sin død i 1965. Huset blev efter bedstefars død, købt af Varde Bank, der i en periode havde en filial i et lille træhus på grunden.
Kort efter Ingeborgs død, blev hust revet ned og der er i dag parkeringsplads.

Tilbage til Ingeborg!
Hun holdt altid "mørkning", når tusmørket faldt på, satte hun sig i klubstolen og blundede indtil lyset skulle tændes.
Hun fulgte meget månens faser og vidste hvornår den var i første eller i sidste kvarter - halv eller hel fuld og tog vejrvarsler ud fra det.
Når der havde været bal i forsamlinghust, havde hun en biindtægt med at samle flasker, som de unge mennesker smed over i haven, når de havde tømt indholdet. Det var almindeligt at tage en flaske eller to med til bal, der kunne kun købes sodavand og æblemost i forsamlingshuset.
Hun fik aldrig fjernsyn, der begyndte at blive udbredt i 60erne. Da vi fik tv derhjemme, ville hun gerne se på det, når hun var på besøg, men vi kunne ikke forklare hende, at personerne på skærmen ikke kunne se hende, så hun smilede, glattede kjolen og småsludrede med de medvirkende på skærmen.
Hun bev ramt af demens det sidste par år af livet, hun var den sidste tid på alderdomshjemmet i Hjerting, hvor hun døde ind mod jul 1965 efter et langt og begivenhedsrigt liv-

Billedet er af Ingeborg sammen med min far og Hans Chr.