I huset bag mine bedsteforældres hus, mellem smeden og forsamlingshuset i Guldager, boede Marius Smed samen med hunden Trofast. Marius blev kaldt "Smed" fordi der engang havde været smedie i huset, hvor han boede.
Der hørte nogle få tdr. land jord til stedet, på den modsatte side af grusvejen der gik bag om Guldager, forbi Marius' hus og gik ned til Spejlægs'.( Spejlæg var øgenavnet på manden i huset, der arbejdede for kommunen som vejmand. Øgenavnet fik han fordi han engang glemte at betale for et spejlæg på Guldager Kro.), havde Marius en lille stald med et par køer og de få tdr. land blev brugt til at hø og vinterfoder til dyrene. Han slog græsrabatterne ved vejen med le og kørte det hjem som hø når det var tørret. Skulle en ko kælve eller der var problemer med dyrene overnattede han i stalden.
I stuehuset var der et stort værksted mod vest, hvor der sikkert havde været smedværksted engang - der var meget værktøj. Køkkenet, hvor Marius og Trofast, en dansk/svensk gårdhund, levede hele deres liv var mod nord. Der var et stort masivt bord ved vinduet, hvor Marius sad på en lille bænk for bordenden, på et par gamle sække og med hunden ved sin side, på det store, gamle komfur blev der lavet mad, ofte suppe til mange dage. På gulvet, hvor der aldrig havde været en kost eller gulvskrubbe i brug, var der stier i det mange cm. høje skidt, til komfuret, spisekammeret eller hvor han havde sin gang. Jeg spurgte ham hvorfor han aldrig vaskede gulvet, hvortil han svarede: "At gulvbrædderne bare ville rådne hvis det blev vasket med vand". Vinduerne blev ikke vasket hvert år så det var ofte lidt dunkelt i køkkenet.
Mod syd var en stor, lys stue med et gammelt, pænt gammelt bord med en 4-6 stole, en sofa, men eller var intet andet. Der var et flot gulv i stuen der stod som ny ferniseret, fordi det blev aldrig brugt - det var forbudt område som det hummer hvor han sov.
Marius var en lille trind mand med et par venlige øjne, han stillede ikke store krav, var sparsommelig og ofrede ikke noget på sig selv. Hans påklædning var et par vadmels bukser, et par spidssnudede træsko, en flipløs skjorte der var farvet af tidens tand og gøremål, en vest eller arbejdsjakke.
Han er født på stedet og boede sammen med sine forældre indtil deres død. I sine yngre dage gik han ud i dagtal (dagleje), hvor han slog græs i engene med le, for egnens bønder.
Engang han var inviteret til sølvbryllup hos sin familie i Oksvang, ville han ikke have det "Kjøn" tøj på, da han mente at den stærke blæst ville slide for meget på tøjet, så Marius cyklede til sølvbryllup i Andrup forsamlingshus i træsko og sit daglige kluns.
Marius var et rart og godt menneske der var glad for børn. Jeg holdt meget af at besøge ham, når jeg var på besøg hos mine bedsteforældre.
Det var ikke fordi man fik bolsjer eller andet når man kom, men engang gav han mig dog en kiks. Han blev meget sur på mig, da jeg ikke kunne lide kiksen skønt den var med rigtig mejerismør, fortalte han mig - men kiksen var muggen og smørret harskt, men det kunne han ikke forstå. Nå, vi blev venner igen.
Den store slibesten der står ved smeden i Guldager ( Jacobsen), har tilhørt smedjen, hvor Marius er født. Den kom til familien i Oksvang, men kom af uransalige veje tilbage til Guldager.
Marius blev fundet død ved siden af sin cykel på vejen mellem Guldager og Andrup. Trofast, hans tro følgesvend stod ved hans døde legeme og  slikkede ham i ansigtet, da man fandt ham. 
Marius havde sikkert fået et hjertestop.
Jeg fik en klump i halsen, da min far fortalte mig om dødsfaldet.

Tiden er sidste halvdel af 1940erne.

Marius døde på vejen ved Guldager Station d. 21. januar 1950
Christian Marius Christensen blev født d. 23. april 1881 i Guldager - søn af gårdmand Frederik Christian Christensen og hustru Mette Marie - født Thomsen.
Han døde d. 21. januar 1950 og blev begravet d. 26. januar 1950 på Guldager Kirkegård ved pastor August Thomsen.