Lidt om 50 og 60erne.

Som sagt var det gode tider for landbruget i årene efter krigen og op i 50erne.
Gårdene i Sædding var typisk på 30-50 tdr. land. Agerjorden i Sædding og især i Guldager er/ var god og det var sjældent med en dårlig høst.
Der var ofte en 10-15 malkekøer + opdræt, et par grisesøer, eller flere, alt efter om der blev købt smågrise til opfedning og der var høns i hønsehuset og måske et stykke med kartofler, der blev solgt til folk oppe fra byen.
Det gav udbytte til en familie samt medhjælp. Det var mindst en karl på gårdene og enkelte havde tjenestepige. Der var enkelte gårde, Sønderris, Kathrinelund, Jakob Sørensen og de lidt større gårde der havde en fodermester.
Der var liv på landet dengang. Børn og unge samledes i fritimerne til fodbold, håndbold eller man spillede rundbold og langbold. Hjørnekikker og Antonius var populære  lege for os halvstore børn.
Arbejdsdagene var ofte lange og arbejdet var besværligt. Ikke alle gårde havde fodergang og foderet måtte derfor bæres op mellem dyrene. Der var ingen rørmalkning, mælken blev hældt over i mælkespanden, der stod bag køerne, og blev båret ud i malkerummet når der var tid. Det skete at der kom" lidt forurening" i mælken, men den blev ikke kasseret af den grund. I dag forstår jeg, hvorfor, når nogle siger, at mælken ikke smager af noget nu om dage!

1. november var den store skiftedag, hvis karlen eller pigen ville prøve noget andet eller ikke trivedes i pladsen. Man blev som regel fæstet for et år ad gangen.
Der kunne være nogle spøjse typer blandt tjenestefolkene. Sognefogeden havde et par stykker af slagsen. En af dem havde flyvercertifikat, han tog ofte over på flyvepladsen i Kjersing og lejede en lille sportsmaskine, han landede så med maskinen på sognefogedens græsmark. En knægt, Kjeld, der kom på gården, skulle en dag med på en tur i flyveren. Starten gik dog ikke helt efter planen, den kom for sent i luften og ved enden af marken fik landingshjulene fat i hegnstråden som den rykkede op sammen med hegnspælene, flyet undgik med nød og næppe at fyve ind i vognmandes hus (Kristian Knudsens), men de kom dog på vingerne og fløj rundt på egnen med tråd og hegnspæle hængende som julepynt ned fra maskinen.
Efter landingen erklærede en dybt rystet og ligbleg Kjeld, at det var sidste gang han satte sig i en flyvemaskine.

Karle og pigeværelserne var ofte kolde og uisolerede, enkelte steder var der varme, men det var undtagelsen, der var seng, bord og stol og et klædeskab. Var der tjenestepige fik hun dog det bedste værelse. Den personlige hygiejne blev ordnet i bryggerset eller i mælkerummet.
Det var derfor ikke så underligt at nattelivet i Esbjerg kunne lokke til en bytur.
Når Holger, Henry, Laurids og Knud havde tuneret i Esbjergs natteliv og senere fortalte om oplevelserne på værtshusene: Borgergården, Palmehaven eller Peter Friis. Peter Friis nok var det mest berygtede dengang. De fortalte om nøgendans på bordene og gadens lette piger, Røde Emma og Dulle Maren m.fl. der drev deres forretning fra værtshusene. Dulle Maren var nok den mest kendte og blev en legende, idet hun var erhvervsaktiv langt op i årene.
Holger, der engang havde kigget lidt for dybt i flasken og måtte en tur i salatfadet (Vuptigine blev den kaldt dengang) og hen på politigården og køles lidt af. Holger fik en lille bøde for lidt gadeuorden. Bøden kom sognefogeden og opkrævede. Han kom under aftenmalkningen, hvor han læste politrapporten op i hele familiens påhør og en slukøret Holger måtte bede far hæve af lønnen til at betale bøden med.
Det var inden der kom knive, narko eller andre stoffer ind i nattelivet, men de bare næver blev flittigt brugt dog uden de store konsekvenser. Ingen af de fire nævnte gjorde dog nogensinde nogen fortræd.

Der var ballerne i egnens forsamlingshuse, der blev flittigt besøgt og måske havde man en halv eller hel "Kylling" med, som blev indtaget inden man gik ind til ballet. Søndag morgen var der mange karle der var lidt klatøjede under morgenmalkningen.
Foreningsfesterne fik alle mand af huse. Der var først en times underholdning, det kunne være en rejsefilm som gårdejer Pallesen kom og viste og fortalte om rejserne han, sammen med andre, fortog til Afrika. Det var meget populært sidst i 50erne.
Der var også orkestre der havde et underholdningprogram, som de underholdte med inden kaffebordet og den den efterfølgende dans. 
Elitekvartetten med Åge Poulsen (Strauss) med violin, Orla Lyst på harmonika og en kvindelig pianist, var meget populære en del år. Til underholdningsprogrammet havde de nogle personer med, der optråte med lidt tryllekunst,  sang eller hvad de nu kunne. Den lokale frisør, der havde en udmærket sangstemme, sang et udtog fra "Sommer i Tyrol" , medens han kæmpede bravt for at holde den kunstige overmund på plads.

**************************************

Efter krigen og op gennem 50erne var der meget arbejdsløs og fattigdom, den sociale nød var stor og hjælp var der ikke meget af. En familie med mange børn og en arbejdsløs far havde svært ved at få til de meste fundamentale ting som mad på bordet og tøj på kroppen.
I Sædding blev mange kolonihavehuse brugt til helårsboliger. På nogle af grundene blev der opstillet et par gamle ishuse eller en jernbanevogn eller to, der blev bygget sammen til bolig til familien.
"Den Gamle Skole" på Fouerfeldt vej blev benyttet som fattighus, hvor der boede  tre fire familier.
Det var mere af nød end det var lysten til at være kriminel at der blev "lånt"  en sæk kartofler fra kartoffelkulen i nattes mulm og mørke, eller et par hanekyllinger og nogle æg fra hønsehuset.

Nogle blev kræmmere og gik fra hus til hus og solgte diverse ting - een solgte synåle snørrebånd og lignende småting - at det kunne give en fortjenste er lidt svært at se. Der var børstenbindere - især uldkræmmere var der mange af, de opkøbte sekunda varer fra fabrikkerne, lagde det i et langen - bandt enderne sammen på det og cyklede rundt på egnen og faldbød varerne - kvaliteten af varerne var ofte dårlig. Viktor, var den af uldkræmmerne der holdt længst, han kørte rundt på knallert til en fast kundekreds, langt op i 60erne.
Hans kunder var ofte kvinder, der brugte de store numre og som måske skammede sig ved at købe i forretningerne i byen.
Viktor var en stor, rødmosset, stout og godmodig mand, han havde altid en cigar i munden til at holde balancen med, snakketøjet var altid velsmurt og tilfældigvis kom han altid til spisetid.
Man bar over med ham, for det var ikke glemt, at under og i årene efter krigen kunne Viktor altid skaffe varer - som sukker - gummistøvler og lignende ting på den sorte børs, som det var umuligt at købe i forretningerne.
De mange flygtning der var på egnen efter krigen flettede flotte ting af halm, som de solgte ved dørene, de var lidt uglesete så det kneb med afsætningen. I dag ville jeg gerne have haft en af de smukke skrin de lavede.

Vagabonder og sprittere kom ofte sidst på dagen og bad om lov til at overnatte i halmen i laden, efter de havde afleveret tændstikkerne gik de til ro. Næste morgen blev de budt på lidt morgenmad, men de fleste takkede nej, de bad om en lille skilling, fik den og gik videre. Een bad om en liter mælk, for at han kunne holde fedtet på tarmen da kogespritten ætsede fedtet af.
Een havde en hund med som han fodrede under morgenmaden.
Een kom trækende med sin cykel, hvor han anbragte sine få ejendele. Han havde taget kæden af cyklen - som han sagde " Så er der ingen der stjæler den".
Een kaldte sig Knasen Brasen og fortalte at han boede i "Mamrelund", der skulle ligge i Hvide Sande!
Vagabonderne var ofte intelligente og følsomme mennesker der havde lidt nederlag i livet og derfor valgte det frie livet på landevejen. 

Der var handelsmænd der kom fast en gang eller to om ugen.
Weikop,der solgte fisk, kom to gange ugentlig, først med hestevogn, senere fik han en lille varevogn - en "Panhard", der ofte var i uorden og forhindrede ham i at komme ud med fisken og gav ham dårlige nerver.
Stougård, der solgte sodavand fra den forlængst hedengangne fabrik "Jyden" i Esbjerg. Han kørte med hestevogn og kom en gang om ugen.
Vognen, der solgte rugbrød Bagermestrenes Rugbrødsfabrik i Esbjerg, kom også et par gang ugentlig - først med en hestevogn - senere med varebil.
Slagtermester Anton Nielsen i Hjerting kørte også ud og solgte kød og pålæg. Han kom tirsdag og fredag.
Jens Poulsen, Tarp, kørte som mælkemand i Sædding i mage år. Han begyndte også med en hestvogn lige efter krigen. Han blev også motoriseret med tiden og kørte turen til han gik på pension.
Kjærgård, åbnede kiosken på hjørnet af Fyrvej og Strandvejen, kort efter krigen. Kiosken blev senere overtaget Pedersen. Der er stadig kiosk/drugstore på adressen.

På hjørnet af Strandvejen og Borgervænget, lå Møllers Bageri - der senere blev til Sædding Bageri. Der var forskellige bagermestre, men een der huskes af alle var Verner Esmarch, sammen med konen, der ekspederede i butikken, drev de bageriet gennem mange år. De flyttede serere op på "Klitten", hvor de købte en landejendom og og havde et bureau med sommerhus udlejning.

Højrup Jessen, begyndte i det små med at producere  ting til kæledyr og pynt til at sætte ned i et akvarium m.m., i kælderen til villaen på hjørnet af Strandvejen og Borgervænget, hvor han boede. Der var god afsætning på varerne så han bygged produktionslokaler på grunden, op mod Rolighedsvej. "Hykro" var navnet på virksomheden.
Kvinderne var begyndt at komme på arbejdsmarkedet og mange fik arbejde hos Højrup Jessen.
Efter Højrup Jessens død, solgt familien fabrikken til en amerikansk koncern og produktionen blev flyttet til industiområdet i Sædding.
Der er i dag boliger hvor fabrikken oprindelig lå.

En anden farverig personlighed var maskinhandler Anders Lyager der boede i et par sammenbyggede jernbanevogne ved Guldager Station.
Anders Lyager kørte rundt på sin knallert og solgte landbrugsmaskiner. Mekaniseringen i landbruget var begyndt og han solgte mange maskiner såsom gødningspredere, radrensere m.m.
Anders Lyager, der var kæderyger  havde et blomstrende sprog der blev krydret med eder og forbandelser - "Fanden gale mig Lyager" -  var derfor hans kælenavn på egnen.
Han havde også nogle småjobs på Guldager Station.
Han var hæderligheden selv, og med sit store ordforråd var han en charmerende mand. Han levede som alenemand og havde ofte damebesøg i sit lidt usle bo.
Han er død for mange år siden!

Hver gård havde et bydelag der bestod af de nærmeste huse og gårde. Bydelaget var ofte afgrænset af en større vej, et vandløb eller en skov.
Når der var en større begiven som barnedåb, bryllup eller sølvbryllup blev festen ofte holdt i forsamlingshuset, hvor alle i bydelaget var inviteret med sammen med familie og andre bekendtskaber.
I vintermånederne inviterede hver hustand til spisegilde, der blev holdt hjemme på gården.
Vi børn blev sendt rundt med en muntlig invitation til naboerne. Der blev inviteret til kl. 18 og sædvanen var at gæsterne kom omkring kl. 19. En sjov skik, der dog forsvandt med tiden. Nye tilflyttere der ikke kendte skikken blev forlegne når de kom til den inviterede tid og måtte vente en time eller halvanden, medens værten havde travlt med de sidste forberedelser.
Til gildet var der sendt bud efter køgs (kogekone), hun kom fra morgenstunden og der blev lavet Medister, frikadeller, skrællet kartofler og suppengryden kom på komfuret. 

Småkagerne var blevet bagt flere dage i forvejen, hele huset var hovedrengjort og trægulvene havde fået en gang fernis.
Soveværelset blev ryddet og der blev stillet lånte  borde og bænke op til gæsterne.
Gæsterne kom og blev bænket, alle kendte hinanden og der var en god stemning fra starten.
Suppen blev serveret, det var inden vin på bordet blev almindeligt, så der blev serveret postevand, mineralvand og øl/hvidtøl til maden.
Efter den værste sult var stillet med suppen, kom stegen med medister og frikadeller på bordet sammen med surt, sødt, samt rødkål og ikke at forglemme - Brun sovs - tyk, klæbrig og i rigelige mængder. Det blev spist med god appetit efter en dag med hårdt fysisk arbejde - det var tiden inden der blev tænkt på kalorier, kolesterol og umættede fedtsyrer m.m.
Derpå desserten - ofte citronfromage og en kop kaffe inden turn gik ud i stalden, hvor besætningen blev diskuteret og vurderet og der blev talt om hvor dårligt det gik for landbruget!!
Efter turen i stalden kom kortene på bordet, mændene og et par af konerne spillede whist ved bordene i stuen og soveværelset. "I den pæne stue", der kun blev benyttet når der var gæster, sad resten af konerne og strikkede og den sidste sladder blev fortalt, samtidig med de lyttede til de høje udbrud fra kortspillerne, når sognefogeden gik igennem med en solonole.
Odøren i stuerne blev stram, efter turen i stalden hvor duften fra køerne og grisene stadig sad i tøjet og måske der sad noget på skoene, blev blandet med røgen fra cerutteren og cigarerne der var budt rundt efter spisningen, var ved at rive øjnene ud af hovedet på os børn.
Efter en time eller to med kortspil var der stort kaffebord med boller, kringle, lagkage og småkager i alle størrelser og former.
Omkring midnat blev der sagt godnat og tak for en god aften. En træt udkørt værtinde kunne ånde lettet op og glæde sig over at der var et år til næste nabogilde.

Den månedlige vaskedag, hvor der blev sendt bud efter vaskekone og der blev kogt tøj i den stor gruekedel i bryggerset. Efter tøjet havde kogt i kedelen en rum tid kom det over i vaskebaljen, hvor vaskekonen gnubbede tøjet på vaskebrættet så sveden drev i det varme og fugtige rum - stivelse og blånelse blev tilsat. Tøjet blev derefter hængt til tørre på en alenlange tørresnor for dagen derpå at blive strøget, dampet, lagt sammen og hvad ved jeg.
De første vaskemaskiner kom på markedet, men de færreste havde råd til selv at købe en maskine. Fortagsomme mennesker købte et par vaskemaskiner (Ferm), som de så lejede ud. Bl.a Gårdbo, der boede på Strandvejen, hvor fru Gårdbo bestyrede et lille posthus. Gårdbo kørte vaskemaskinerne ud til kunderne på en motorcykel med sidevogn om morgenen og hentede dem efter endt brug.
Smarte forretningsfolk fik ideen til andelsvaskehuse. De kørte rundt på egnen og fik solg andele i vaskehuse. Husene blev opført og  monteret med moderne vaskemaskiner m.m.. Andelshaverne fik tildelt vaskedage og skulle selv sørge for vedligeholdelse og rengøring af lokalet. Det gav indimellem anledning til stridigheder, da  nogle tog let på det med at rengøre efter brug, da de mente der alligevel ville blive snavset dagen efter!
Næsten samtidig blev der oprettet andelsfrysebokse, hvor der blev bygget mindre bygninger, hvor der blev installeret et antal frysebokse. Hvert medlem fik sin egen boks - der var med lås. Medlemmerne der havde en fryseboks, var ofte populære hos familie og bekendte der måske havde slagtet og gerne ville have - låne lidt plads i fryseren frem for at skulle nedsalte kødet i de stor saltkar.
Men tiden løb hurtigt fra vaske og frysehusene. Vaskemasinerne blev både billigere og mere effektive og blev hvermandseje. Det samme med frysebokse der hurtigt kom ind i ehvert hjem.
Enkelte af de gamle vaske/frysehuse står stadig og indrettet til (mindre) beboelse. Lyngvej nr. 34 er en af de gamle vaske/frysehuse.

Når man i dag ser unge mennesker med en mobiltelefon, som de tilsyneladende bliver født med i højre hånd, kommer man uvilkårligt til at tænke på tiden i 40erne og første halvdel af 50erne, hvor en telefon var en sjældenhed.
Det var kun vognmanden, tømrermesteren, gartneren og sognefogeden der havde telefon. De kunne få bevilget en telefon, fordi de havde et behov. Skulle der på en af gårdene ringes efter dyrlæge eller måske en læge, lånte man telefonen hos den nabo der var nærmest.Det krævede tålmodig at bruge telefonen. Skulle der ringes udenbys - måske til København kunne man ofte vente 1½ til 2 timer inden forbindelsen blev etableret. Så der blev kun ringer når det var strengt nødvendigt - dengang kunne man kunsten at skrive et brev til familie og venner.
I midten af 50erne begyndte man at kunne få installeret en partstelefon, det vil sige at fire husstande delte en telefonledning til centralen, de fik det samme nummer og hver husstand fik et bogstav f.eks. 130x - de tre andre bogstaver var: y,u og v. Når man skulle ringe op, skulle man først lytte om nogle af de andre brugte linien, derpå ringede man op til centralen og bad telefondamen om det ønskede nummer, derpå lagde man røret på og ventede på at blive ringet op igen og få forbindelsen til det ønskede nummer.
Sædding hørte under Hjerting Central, hvor "Æ Hjuler", Aksel Jensens kone, Anna, havde telefoncentralen. Aksel Jensen var bødker og sadelmager, hvor bønderne fik lavet hjul til kassevognene og repareret selvbindersegl.
Partstelefonen blev af mange brugt til at være med på en "lytter", da samtalerne kunne aflyttes af de andre på den samme ledning og meget sladder kom rundt på den måde.
Indtil ledningerne blev lagt ned i jordkabler, midt i 60erne, hang telefontrådene på på pæle - en partstelefon med f.eks. 4 medlemmer havde to ledninger til centralen og jo nærmere man kom på centralen blev der flere tråde på pælene og i stille vejr kunne man høre trådene "synge". Efter en storm kunne alle ledninger være filtret ind i hinanden og samtalerne brød ind i hinanden.
De første telefonapparater var nogle store brune monstrummer der hang på væggen, telefonrøret hang i afbryderkrogen i højre side og i venstre side håndsvinget til at ringe op og af med. Øverst to klokker der ringede når der var en santale og derunder en lille skrå skrivehylde.  Midt på kassen sad Jydsk Telefons smukke logo.

Efter nogle svære år efter krigen for fiskeriet, der primært fiskede til konsum, startede industri fiskeriet først i 50erne. Der blev bygget små fabrikker på havnen til modtagelse af industri fisk. Industri fiskeriet udviklede sig dog hurtigt med de stor silde forekomster i Nordsøen. Derfor hyrede man i 1953 en flydende sildeoliefabrik. "Clupea" hed skibet, der var norsk indregistreret. Skibet lå i indsejlingen til havnen. Industri kutterne kunne losse fisken direkte over i fabriksskibet, der så forarbejdede industrifisken til fiskolie og mel, med en forfærdelig stank til følge der drev ind over byen - en lugt alle esbjergensere kendte og byen blev kendt for. Der blev bygget nye og større fabrikker og skibet var der kun for en kort bemærkning. Fiskelugten fortsatte dog i mange år fremover, inden teknologien blev så god at man kunne fjerne lugtgenerne. Befolkningen levede med lugten, da industrien var et stort aktiv for Esbjerg med mange arbejdspladser og fiskerne tjente mange penge.
I de bedste år var der i nærheden af 600 fiskekuttere i Esbjerg og Nordsøen blev støvsuget for fisk med kvoter til følge - Ja, i dag kan vi se resultatet af det intensive fiskeri med en lukket fiskeriauktion, få kuttere i havnen og mange tvangsauktioner over bådene.
Hvem husker ikke de gode år, når de fuldt lastede industrikuttere, der blev større og større med årene, komme ind gennem indsejlingen, fuldt lastede og kun med styrehuset oven vande.

Esbjerg, har siden havnen blev åbnet, været Danmarks port mod vest.
Før 2. Verdenskrig blev ruten mellem Esbjerg og Harwich i England besejlet af 4 dampskibe : "England" - "Jylland" - "Esbjerg" og "Parkeston".
Parkeston var det eneste af skibene der kom tilbage til Esbjerg og besejlede ruten til Harwich efter krigen.
I 1923 blev dampskibet "Dronning Maud" indsat på ruten mellem Esbjerg og Harwich, skibet havde bl.a. 10 søbyrbødere ombord til at skovle kul på dampmaskinen. Skibet sejlede på ruten indtil 1930. "Dronning Maud" blev bygget i 1906.
"England blev indsat på ruten i 1932.
I 1946 blev "Kronprins Frederik" indsat på ruten.
Skibet kunne have 349 passagerer ombord samt biler.
I 1949 blev søsterskibet "Kronprinsese Ingrid" indsat på ruten. Skibet kunne have 334 passagerer samt biler ombord.
Det var et fantastisk smukt syn når "Kronprinsesse Ingrid" eller "KronprinsFrederik" kom ind gemmen indsejlingen til Esbjerg Havn. De var lange og slanke skibe med et flot design.
På deres sejlads ind til havnen tudede de 3 gange 3 gange, hvilket var et signal om at det var det var et skib til englandskajen - 3 gange 2 at det var til trafikhavnen og 1 gange 3 at det var til dokhavnen.
I 1964 blev M/S England indsat på ruten. "England" havde plads til 467 passagerer - 80-100 biler samt lastrum til landbrugsvarer til det engelske marked. 
I 1967 blev M/S Winston Churchill indsat på ruten.
"Kronprins Frederik" og "Kronprinsesse Ingrid" blev derefter brugt som krydstogtskibe og afløsere på DFDS ruter.
(Kilde: DFDS færgejournal)

Skibet A.P. Bernstoff, der blev bygget på Helsinør Skibsværft og søsat i 1913. Det sejlede i rutefart mellem Esbjerg og Harwich fra 1913 til 1937. Fra 1937 og til 39, sejlede skibet mellem Antwerpen og Dunkerque.
Efter krigen - fra 1946 til 1954 igen mellem Esbjerg og Harwich.
Fra 1954 og til 1957 sejlede skibet mellem Esbjerg og Newcastle. Hvorefter skibet blev hugget op.
Skibet tilhørte rederiet DFDS. (se billede i diverse foto)….