Sorens hjemmeside

Pastor Bent Skovhus Christensens prædiken ved fars bisættelse onsdag d. 10. januar 2007

Vi skal i dag tage afsked med Niels Peder, som døde i fredags, blot to dage før han kunne være blevet 95 år.
Selv om det måske nok var godt for ham, så er det alligevet et stort savn, især for dig Minna. I har haft et langt liv sammen og kendt hinanden siden du var 10 år og gik i skole sammen her i Guldager. Nå, det var vist ikke fordi du havde så stor interesse for sådan en dreng på det tidspunkt, men det ændrede sig i ungdommen. Og hvis han havde levet så længe kunne I også i år have fejret jernbryllup - 70 års ægteskab.

Niels Peder var i ungdomsårene en aktiv idrætsmand, som gik på gymnastikhøjskole, i Ollerup, og var en tid delingsfører. Efter I blev gift, købte I gården i det der nu hedder Ådalshaven og Fyrparken og I bor stadig på jorden fra den. Han var en dygtig gårdejer og byggede af flere gange nyt og renoverede. Siden blev jorden solgt til kommunen i bidder.

I de første år efter krigen havde I en motorcykel, som I næsten brugte som personbil. I kunne i hvert fald sidde alle fire på den, når I skulle i byen. Søren forrest på benzintanken og holdt fast i styret, så jeres far, så Inger og til sidst jeres mor, der sad på bagsædet og holdt om Inger - sikke et syn som politiet dengang så mellem fingrene med.

I 1954 blev det til bil og telt og senere campingvogn. I har taget mange ture sammen med børnene og for jer selv rundt i det ganske land. Men det er også blevet til mange tur sydpå med bil og campingvogn. I camperede faktisk indtil for 6 år siden. Om vinteren var nogle af de første der tog propelflyet med Tjæreborg Rejser til Tenerife, hvoe I har været omkring 25 gange.

Niels Peder havde altid gang i noget. Der skulle ske noget omkring ham. Da I var børn var der heller ikke for meget tid til at lege, for I kunne gøre nytte på gården. Karlene og pigerne, på gården, blev der også krævet meget af.Han havde temperament som nogle gange kunne få ham op i skyerne. Så ofte kom han og sagde undskyld.
Da han gik på pension, hjalp han til på minkfarmen i Alslev og han havde en stor køkkenhave der. Han dyrkede så meget, at han gav ud af det til højre og venstre. Haven derhjemme i Ådalshaven passede han indtil sidste sommer. Ret imponerende. Nej, han lagde ikke på den lade side og når han havde tid til overs så læste han meget.

Niels Peder var barn under første verdenskrig og har sammen med dig Minna, ja, og til dels Søren og Inger oplevet 2. verdenskrig på tæt hold. Tyskerne havde taget den del af jorden syd for gården og indtil Lyngvej og lavede det  om til minefelter m.m.. Og Søren, du kan huske hvordan tyskerne skød et allieret fly ned, som faldt ned lige her oppe ved Topsand. Din mor forsøgte at gemme dig og Inger på det mest sikre sted på gården. I var meget tæt på krigshandlingerne.
Efter krigen tilbød en onkel (se nedfor) at pløje jorden første gang, fordi I var en familie og han var alene , så der skete knap så meget hvis han skulle ryge en tur. Det var faktisk en stor opofrelse i kærlighed til jer.
Jeg har af samme årsag valgt at fortælle jer en anden virkelig historie fra 2. verdenskrig, som godt illustrerer det kristne budskab.

Fangen fra KZ-lejeren.

Det fortælles, at der en dag under 2. verdenskrig i august 1941 var en fange som gjorde et flugtforsøg fra Kz-lejeren i Auschwitz. Fangerne var altid nervøse og urolige, når de hørte om flugt. For SS officererne havde bestemt, at der skulle dø 10 fanger hver gang, der var 'en der som gjorde et flugtforsøg. Døden bestod i, at de dømte mænd blev klædt af til skindet og smidt ind i en betonbunker, hvor de hverken fik vand eller mad og ikke havde noget der kunne varme kroppen. Derfor overlevede man ikke længe. Det skete også efter denne flugt. Tidligt om morgenen efter fangeflugten, blev fangerne i lejren kommanderet op på rad og række, hvor de måtte stå indtil det blev aften, mens de kunne stå og frygte for, om det nu var en af dem der blev udvalgt. Om aftenen kom en af de ledende SS-officerer og udvalgte dem som skulle begraves levende i de rædslefulde betonbunkere.
Da den niende mand blev udpeget, så råbte han: " Min kone - mine børn- jeg får dem aldrig mere at se!" Så var der straks en katolsk præst, Maksymilian Kolbe, som tråte frem og bad om, at måtte gå i stedet for manden med kone og børn. Det accepterede SS-officeren. Det fortælles at Maksymilian Kolbe i cellen var med til at opmuntre de andre fanger, de både sang og bad sammen, alt imedens de 'en efter 'en døde. Efter 14 dage dage blev de sidste fire fanger skudt -deriblandt den katolske præst.
30 år senere var der en mindegudstjeneste, hvor Maksymilian Kolbe blev kåret som helgen af den katolske kirke. Imellem deltagerne ved begivenheden var også en mand, hans kone og børn. De mindedes den præst, som døde for at de kunne leve.

Barsk Historie.
Det er lidt af en barsk historie. Men den fortæller om en mand, som gav sit liv for et andet menneske. Han gav sig selv for at sætte en anden fri.
Men det er faktisk en god illustration af det kristne budskab,- hvad Jesus har gjort for os. Gud har dømt os til døden, fordi vi er syndere, vi handler forkert i vort liv. Men Jesus døde for at vi kunne blive sat fri til at leve. Han døde for vor synd, for det vi gør forkert. Det gjorde han i stedet for os, satte os dermed fri fra Guds vrede.
Jeres Onkel(?) var villig til at ofre sig i stedet for jeres far og det er stort. Maksymilian Kolbe døde i stedet for en mand. det var en endnu større bedrift. Men Jesus døde for alle menneskers skyld. Det er den største kærlighed. Han ikke blot døde, men han opstod igen og lever i dag. Sådan som vi hørte det fra teksten jeg læste før. Derved har han givet os et nyt håb. Et håb om at livet ikke er slut, selv om legemet er dødt og skal brændes. Det er frihed. Det er håb om et liv efter døden sammen med Gud. Et håb om et liv hvor der hverken skal være sygdom, gråd, smerte, sorg og død. Den frihed og det håb har Gud gjort muligt for os at få del i ved troen på Jesus.
Men også nu har vi mulighed for at bede til Gud om hjælp til at leve livet - også når det er svært. Hjælp til at leve sammen med ham. Hjælp til at leve for andre i kærlighed - hvad enten det er ens ægtefælle, familie eller venner.

Må Guds nåde og fred være med Jer.

Bent Skovhus Christensen.

N.B. Bent Skovhus har misforstået det om onklen der pløjede jorden første gang efter minerne var ryddet.
Det var en daglejer, der ofte kom på gården, Niels hed han (Gamle Niels kaldte vi ham), der tilbød at pløje første gang da han var ungkarl uden meget familie.
Jeg husker, Niels sagde til en nabo, inden han begyndte at pløje: "Hvis du hører et brag og der kommer en hvid sky op på himelen, så sidder jeg oven på skyen"...
Det er vel det man kan kalde galgenhumor!.
Men det var stort af Niels.
Søren.